Nattehimmel

Birgit Glüsing har syet den lille quilt som led i et projekt, der støtter afghanske kvinder. Et lille broderi 8 x 8 cm, broderet af kvinder fra  Laghmani provinsen indgår i quilten, og indtægterne herfra samt fra salg af de donerede quilts, går ubeskåret til afghanske kvinder.
De 17 quilts, der deltager i udstillingen, kan ses i Den Lille Lade i Ejstrupholm i september og oktober 2009.

Birgits tekst til den blå quilt: "Den nordiske himmel er sjælden kun blå, samme blå farve over det hele. Tværtimod. Skyerne er der næsten altid og skaber mange nuancer. De skiftende årstider med deres skiftende lys giver variationer af blåt.
Min quilt er ikke et billede af den nordiske nattehimmel, men inspireret af den. Derfor de mange forskellige stoffer i forskellige nuancer, mørke og lysere imellem hinanden, ikke i nogen bestemt orden. 
Den meget enkle quiltning er kun en gengivelse af de fem- og seksarmede stjerner i broderiet, ligesom de hvide trekanter i quiltens kant er en gentagelse af de hvide trekanter i broderiet."  Håndsyet og håndquiltet. Mål: 32 x 46 cm. September 2009