Sort og hvid roterende stjerne

Jeg har syet tæppet med de roterende stjerner efter et mønster, som blev brugt i "Puttetæppe projektet" i 1998, det første år, hvor medlemmer af Dansk Patchwork Forening syede tæpper til børn på julemærkehjemmet Kildemose. Det jubilæum har vi netop fejret med en 10 års udstilling, hvor "tæppetanter" havde syet tæpper med de blokke, vi har brugt i årenes løb. I 1998 skulle blokken syes med rød baggrund, og så syntes jeg, at det ville være festligt med sort og hvidt i stjernerne. Det er en sjov blok at sy, og jeg kan godt lide det færdige resultat. Tæppet er håndsyet "på amerikansk" og håndquiltet. August 2007.